Angsttyper

Hvis du har angst, kan viden om angst gøre det lettere for dig at forstå og acceptere. Du er ikke angst, men du har angst – kan du mærke forskellen?

Generaliseret angst:

Når du har generaliseret angst, er du i konstant alarmberedskab og tænker gentagne gange mulige scenarier igennem for at forsøge at komme en given situation i forkøbet. Du har et stort behov for kontrol og forudsigelighed, og har svært ved at slappe af. Du oplever generelt en fornemmelse af angst og uro i kroppen, du er anspændt og har tankemylder.

Dine symptomer giver dig hjertebanken, smerter i brystet, svimmelhed, kvalme, søvnløshed og muskelspændinger. Du kan være meget træt og føle dig syg på grund af overbelastning af nervesystemet. De fysiske symptomer kan give dig bekymringer om, du fejler noget.

Dine bekymringer kører i ring og overtager din hverdag mere og mere. Du føler dig trist og bekymret og har svært ved at føle glæde.

Michella Kejser - psykoterapeut
 
Social angst/social fobi:

Hvis du har social angst, føler du ubehag, når du er sammen med andre. Du føler dig anspændt, nervøs og forkert. Tanken om at du skal være sammen med andre, kan give hjertebanken, kvalme og svimmelhed. Du  har tanker om, at de andre synes, at du ikke passer ind og vil afvise dig. Du er bange for, at du kommer til at rødme, svede, besvime eller miste kontrollen, når du er sammen med andre – enten på dit arbejde, sammen med venner eller hos din familie.

Når du kommer hjem efter arbejde eller anden social sammenhæng, analyserer du hele forløbet igennem og har oftest negative tanker om dig selv og om du har sagt og gjort. Du kan være så hæmmet af social angst, at du isolerer dig og undgår social kontakt.

 
Panikangst:

Panikangst opstår i forbindelse med første gang, du oplever et angstanfald. Et angstanfald er meget ubehageligt, hvor du kan opleve åndenød, kvælningsfornemmelse, svimmelhed og måske har du også prøvet at besvime. Når du ikke ved, hvad der sker og hvorfor det sker, kan det sætte sig som en frygt for, at det skal ske igen. Denne frygt bliver til en ”angst for angsten”, hvor du er bange for at få et nyt angstanfald. Derfor begynder du at undgå de situationer, hvor du kan risikere at opleve et nyt angstanfald.

Angst har det med at brede sig som ringe i vandet – når du begynder at undgå situationer bevidst, vil det blot medføre mere undgåelsesadfærd.

Angstbehandling, kvinde 39 år:
”Igennem vores samtaler følte jeg, at jeg blev forstået og anerkendt, og Michella mødte mig der, hvor jeg var. Hendes rummelighed har medvirket til, at jeg turde arbejde med mine traumatiske oplevelser fra barndommen og jeg kan nu komme videre i mit liv.
Jeg føler mig mere afklaret med mig selv og kan bedre kigge fremad.
Du, Michella har været en tryg base for mig, så jeg kunne tage skridtet til at arbejde med mine intense følelser i stedet for at sidde fast. Tak for din hjælp…”